|
Visitation
Vores dør er normalt åben for potentielle beboere, deres pårørende, sagsbehandlere mv. for et uforpligtende besøg for at se og høre om stedet, blot man ringer og aftaler et tidspunkt. Ved henvendelser fortæller vi gerne om stedet, og henviser til vores hjemmeside www.satellitt.dk. eller www.los.dk
Når en konkret henvendelse har fundet sted, inviteres borgeren på besøg. Normalt deltager sagsbehandleren fra visiterende kommune, evt. sagsbehandler og/eller kontaktperson fra behandlings- eller distriktspsykiatrien, ligesom pårørende er velkomne.
Nogen gange ved dette besøg inviterer husets beboere på kaffe, hvor beboere fortæller om stedet. Herefter taler ledelsen og mindst en medarbejder med borgeren, sagsbehandler samt øvrige fremmødte. Borgeren har her mulighed for at stille uddybende spørgsmål. Ved samtalen lægger vi især vægt på borgerens motivation og begrundelse for et ophold. Vi tilstræber i et vist omfang at afdække borgerens kompetencer. Vi aftaler en seneste dato for tilbagemelding fra begge sider. Borgeren opfordres til at ringe, hvis der opstår spørgsmål, samt til evt. at aftale et nyt besøg. Her udleverer vi normalt en beboerkontrakt som vi opfordre beboeren til at læse godt igennem gerne med sagsbehandleren eller familien.
Hvis der ikke allerede foreligger skriftlig information om borgeren i form af f.eks. en handleplan, ansøgningsskema, speciallægeerklæring og psykologtest, anmoder vi om, at dette bliver fremsendt.
I den efterfølgende tid vurderer vi, om borgeren kan passe ind i beboergruppen. Vi tager udgangspunkt i at beboerens kompetencer herunder praktiske og sociale færdigheder er meget forskellige i den samlede beboergruppe og arbejder med den værdi, at nogen er gode til noget og andre til noget andet. Husets beboere får mulighed for at fremkomme med tilkendegivelser ligesom de aktuelle personaleressourcer indgår i overvejelserne.
Når alle parter er enige om en visitation, aftales en visitationsdato samt et indslusningsforløb, måske fulgt op af et nyt besøg. I forløbet bliver der endvidere lavet aftaler med den visiterende kommune vedrørende kommunekontrakt og betaling. Udover de tilbud der er i Botilbuddet Satellitten, kan andre foranstaltninger ved behov aftales med den visiterende kommune.
Pris D. 1-1-2011 er prisen for botilbuddet 38.912,00 kr.
Egenbetaling Huslejen er inkl. el, vand og varme, indbo- og rejseforsikring og vedligehold. Der betales et beløb til kost, tøjvask, rengøringsmidler, aktiviteter, ture m.m. Beboerens egenbetaling er fra 4.820,00 kr. og opefter, huslejen fastsættes efter kvadratmeter.
Opsigelse Der er 3 måneders opsigelse jf. kontrakt. Fraflyttes pladsen inden udgangen af opsigelsesperioden og pladsen bliver besat til anden side ligeledes inden udgangen af opsigelsesfristen, bortfalder betalingsforpligtigelsen for den resterende periode. |